|
Biografi for mine forældre, skrevet af Erik Carstensen:
Inger Vaaben Carstensen, født Andersen (* 6./10.–1910, død 1989) og
Andreas Carstensen (* 20./3.-1907, død 1994).
Inger Vaaben Andersen voksede op på gården
”Brunsege” i Seest ved Kolding.
Hendes forældre, Anna Elisabeth Andersen (født Nielsen) født
23./3.–1881, død 6./12.–1964.
Anders Peter Andersen født 11./7.–1874, død 24./5.–1932.
De var begge musikalske. Anders spillede cello og Anna spillede klaver
og var organist i Skanderup Valgmenighedskirke.
De fik 5 børn: Gudrun, Edith, Inger, Niels Erik og Knud
Hakon.
Alle børnene kunne spille mere eller mindre på et instrument, Gudrun gik
på konservatoriet med klaver som hovedfag. Erik og Knud spillede
harmonika m.m.
Efter skolen arbejdede Inger i huset på forskellige gårde i Jylland og
på Avernakø.
I London arbejdede hun i huset hos en Whiskygrosserer. Der lærte hun at
tale engelsk.
Da hun kom tilbage til Danmark, blev hendes far, Anders Peter Andersen
syg og døde i 1932. Han blev 58 år.
Ved en fest i Venstres Ungdom, mødte hun min far: Andreas Carstensen.
De blev gift den 23./7. 1936 i Skanderup Valgmenighedskirke.
Andreas Carstensen voksede op på gården
”Skovgård” i Agtrupskov, Sdr. Bjert sogn.
Hans forældre, Kirsten Carstensen (født Møller) født 20./11.–1880 død
30./ 10.–1960.
Hans Peter Carstensen, født 9./12.–1870, død 6./11.-1954
De fik 5 børn: Nielsine Marie (Ditte), Andreas, Marie
Christine, Kirstine (Dinne) og Niels Møller.
Deres efternavne skrives både som Carstensen og Karstensen.
Andreas overtog ”Skovgård” i 1936, som det var skik og brug som ældste
søn.
Han kom efter skolen ud at tjene på flere gårde.
Ved en fest i Venstres Ungdom, mødte han min mor Inger Vaaben Andersen.
De blev gift den 23./7. 1936 i Skanderup Valgmenighedskirke.
Inger Vaaben Carstensen og Andreas Carstensen.
Inger og Andreas blev gift i 1936 og overtog derefter ”Skovgård” efter
hans forældre, som flyttede til en aftægtsbolig 100 m. derfra.
Der dyrkede Kirsten og Hans Peter køkkenhaven med grønsager, tobak og
bær.
Gården var på ca. 40 tdr. land, der var køer, grise, høns og to store
heste.
Andreas var meget interesseret i jagt og han købte flere skove.
Under og efter krigen havde de mange høns og et rugeri, hvor de solgte
daggamle kyllinger.
De fik 5 børn: Arne 8./6.-1937, Kirsten 9./5.-1939, Ruth 23./9.-1941,
Anna Marie 26./2.-1943 og Erik 4./3.–1945.
Vi børn levede et ret frit liv, men det forventedes af os, at vi hjalp
til med alt arbejde på gården.
En grå Ferguson traktor blev købt i ca. 1952, så kunne vi børn bedre
hjælpe med det hele.
Vi gik i Agtrupskov Skole, som var med to klasseværelser og to lærere.
1. og 2. klasse, 3.og 4. klasse, og 5. 6. og 7. klasse var slået sammen.
De fire første år gik vi i skole enten om formiddagen eller om
eftermiddagen.
Det var ikke muligt, at lære et fremmedsprog.
Hvis man ville lære mere, skulle man efter 7. klasse gå i en realskole i
Kolding.
Den gamle skole lukkede i ca. 1957, hvor der blev bygget en centralskole
i Sdr. Bjert.
Mens børnene var små, var der ansat en karl og en pige.
Vi fik alle tilbudt at gå til musikundervisning.
Inger og Andreas havde et godt sammenhold med naboerne.
De var såkaldte ”grundtvigianere”. En del mennesker i sognet tilhørte
”Indre Mission”.
Når Inger og Andreas indbød til fest, holdt de én fest, hvor man
spillede kort og en anden fest uden kortspil for de missionske.
Før fjernsynets tid holdt de sammenkomster med bl.a. naboerne Inger og
Jørgen Damgård og deres børn. Så sang vi fra højskolesangbogen.
Efter fjernsynets tid kom naboerne og så fjernsyn, når der var noget
spændende.
På et tidspunkt fik Inger og Andreas tilbud om at være værter for
bondegårdsferie, som var meget efterspurgt af familier med børn.
Inger kunne tale engelsk efter sin tid i London, så der kom mange
udenlandske familier på ferie.
Hun satte en ære i at servere velsmagende retter for dem.
Gæsterne boede i soveværelset med tilhørende badeværelse, så værtsparret
måtte sove et andet sted og gå på toilettet i naturen.
Inger og Andreas var altid glade for at passe børnebørnene og glæden var
gengældt.
Inger var glad for at gå i litteraturkreds, hun var også medlem af et
sangkor med præsten og salmedigteren, Holger Lissner som dirigent.
Andreas var skuffet over, at ingen af børnene ville overtage gården.
Han gik stadig meget på jagt, og hans interesse for skove optog ham
meget.
Da Inger var omkring 70 år, blev hun opereret for brystkræft.
Efter nogle år kom sygdommen dog tilbage og hun døde i 1989.
Andreas havde aldrig lært at lave mad og holde hus, men vi børn og en
hjemmehjælper hjalp så meget, som vi kunne. Han døde i 1994.
Tilbage |
|
Susanne Carstensen om mine forældre, Else
Jensen og Viggo Rasmussen.
Min mor, Else Gertrud Rasmussen (født Jensen) (1926-1984)
Min fra, Rasmus Viggo Rasmussen(1924-2013)
Min mor var enebarn. Jeg tror ikke, min mormor og morfar kunne få flere
børn. Mor blev født og voksede op i Odense. Jeg har fået
fortalt, at hun var dygtig i skolen. Hun var også dygtig til at tegne.
Jeg har set fine tegninger, hun har lavet i skolen. På billeder har jeg
set en glad pige på motorcykeltur med sine forældre og også med
legekammerater.– Hun gik til violinundervisning hos Martin
Andersen, som dengang havde Det Fyenske Musikkonservatorium. –Det
var der, hun mødte min far. Martin Andersen var meget striks, og piger
og drenge havde hvert sit elevværelse. Han gjorde, hvad han kunne for at
forhindre, at min mor og far blev kærester, men de snød ham!!
Min far voksede jo op på landet,
Tørvevej på Sdr. Farup Mark nær Vester Vedsted og Ribe. Han var
bl.a. på efterskole i Vester Vedsted. Der var ikke så mange penge at
gøre med, så han måtte køre hjem og overnatte hver aften. Som sine to
søskende hjalp han til der hjemme i sin fritid. Der var både køer, grise
og heste. – Gården lå nær vadehavet. Far har fortalt, at de gik i
vandkanten, vendte om og gik tilbage i deres egne fodspor. På den måde
fangede de bakskuld. En fladfisk, som blev saltet og røget. Mandø lå
tæt på, og far var bl.a. på skoleudflugt til Mandø, hvor postvognen
trukket af 2 heste overhalede eleverne 2 gange. Den kunne nå både frem
og tilbage på samme ebbe. – I Vester Vedsted kirke havde de en slags
pumpeorgel. Kirketjeneren skulle sørge for, at pumpe luft til orgelet,
når organisten skulle spille. En søndag lød der pludselig et højt brøl
fra oven: VIGGO !!! Far blev meget forskrækket, men det viste sig, at
kirketjeneren, som også hed Viggo; havde glemt at pumpe!! -
Min far og hans bror Peter
havde meget glæde af hinanden. De var begge meget musikalske og
spillede på alle mulige instrumenter, også hjemmelavede. Far var
også på et ophold på Rødding højskole.
Der er et dejligt billede af min far og mor som helt unge, hvor
de sammen nyder det fine vejr og hinanden i haven ved gården.
Som helt unge boede og studerede de violin i Esbjerg. De havde en lille
bitte lejlighed. De opgav alligevel at bo i Esbjerg på grund af for
meget blæsevejr, så de vendte tilbage til Odense. – Her fik min mor job
som fast assistent i Odense Byorkester, som det hed dengang. Der var kun
én kvindelig musiker mere foruden hende. – Da der blev oprettet flere
faste stillinger, gik de til de mandlige assistenter, de skulle jo
forsørge en familie!
Det skulle min far også, for nu kom der efterhånden 3 piger med
halvanden år imellem sig.
Min far blev indkaldt til militæret, men valgte at være militærnægter.
Så skulle han arbejde i skoven, men han gjorde, hvad han kunne for at
blive kasseret, og det lykkedes. En af de gange, han var på vej hjem fra
skoven, tomlede han som sædvanligt. Han havde violinkassen med,
for han forsøgte at spille lidt, når der var tid. Han blev taget op af
stadsdirektøren fra Esbjerg, som var en meget dygtig cellist,
Borchorst, og fru Borchost var pianist. Siden da spillede de to
familier kammermusik sammen jævnligt og de havde et livslangt venskab.
Far startede sit eget vinduespolererfirma, for der skulle jo penge til.
Mor og Far flyttede fra en lille lejlighed i Schacksgade i Odense til
et dejligt hus, som de fik bygget på Holstedvej 25 i Bolbro, Odense.
Hele min barndom har der været klassisk musik i
huset. Mor og far kendte en hel del mennesker, som spillede i deres
fritid. Mest strygere og også et par pianister. Bl.a. spillede de
Schubert`s ”Forellekvintet” med Helmuth Madsen på klaver. Min mor øvede
sig meget, og far øvede det, han kunne få tid til for vinduespudsningen.
Min mor stod for regnskabet og for at opkræve pengene hos kunderne.
Vi tre børn blev også holdt i ørerne med at øve os. Lotte slap på et
tidspunkt, hun ville hellere male malerier. Hun kom senere på Det
Fyenske Kunstakademi. Karen fortsatte med violin og klaver, jeg
fortsatte med cello og klaver.
Efterhånden flyttede vi børn hjemmefra. Mor og far solgte huset på
Holstedvej. De boede derefter forskellige steder i byen. Da Bedste
forlod Chr.Winthersvej, flyttede mor og far ind der.
Der kom børnebørn til. – Min mor og far blev skilt på et tidspunkt.
Min mor fik en kontrakt i Sønderjyllands symfoniorkester og flyttede der
ned. Min far flyttede til en lille lejlighed i Nørregade i Odense. Min
far spillede stadig musik, så snart han kunne få lejlighed til det. Han
opgav ikke min mor, og hun kom også tilbage til ham igen. De
boede forskellige steder, - lavede bl.a. et lille galleri for unge
kunstnere. De lavede også en lille genbrugsforretning, før det blev
moderne.
De købte hus i Skalbjerg, hvor de dyrkede mange grøntsager. Desværre
blev min mor alvorligt syg af kræft. Hun blev kun 57 år. Min far passede
hende til det sidste.
Da min mor var død, havde min far brug for at se andre mennesker. Han
solgte huset i Skalbjerg. Erik og jeg købte et hus på Løkkevej i
Odense, som han flyttede ind i. Far var, så tidligt han kunne, gået på
efterløn, så han brugte alt sin tid på musik. Han spillede morgenmusik
(på div. horn) til sølvbryllupper bl.a. Han var på Midtfyens
Festival, han fik en masse musikvenner, som han spillede
sammen med. Han blev kæreste med Ulla Bondo, og de havde nogle
gode år sammen. De rejste en del til Spanien, hvor de tilbragte
flere måneder om vinteren.
Far var et rigtigt familiemenneske. Han var glad for at få besøg og for
at besøge hele familien. Han var et meget socialt menneske. I
høj alder cyklede han bl.a. sammen med en af sine spillevenner ud til os
i vores sommerhus på Fyenshoved. Han cyklede i det hele taget meget
rundt.
Desværre blev min far dement. Han klarede det, så længe han kunne, på
Løkkevej, men til sidst måtte han på plejehjem. Han havde sine
instrumenter med, og vi spillede sammen i hans lille stue.
Min far døde 89 år gammel. |
|
Susanne Carstensen
Om mine bedsteforældre, Anna Katrine Jensen og Karl Viggo Jensen.
Min mormor, Anna Kathrine Jensen (født Pedersen) (1904-1989) og morfar
Karl Viggo Jensen.(1895-1953)
Min morfar døde, da jeg kun var 2 år, så jeg husker ikke noget konkret,
men jeg har jo set billeder og hørt fortællinger om ham.
Min Mormor (Bedste) og morfar havde en kolonihave i Odense, som de nød
meget. De bestilte en kunstmaler til at male den. Det billede havde
Bedste hængende på vægen, til hun døde. Bedste, Morfar og min mor tog på
teltferie på motorcykel (med sidevogn). Der var ikke noget, der
hed luftmadrasser, så de fik noget halm hos den lokale bondemand.
Motorcyklen var en af min morfars hobbies.
Morfar var typograf og sætter hos Fyens Stiftstidende. Der havde
de en kunstforening, som han gik meget op i, han købte flere værker af
kunstnerne.
Hans store hobby var cykling, Han var i cykelklub og vandt flere
præmier, som jeg stadig har til minde om ham.
En anden stor hobby, han havde, var skak. Han spillede bl.a.
remis med stormesteren Bent Larsen i en simultan-skak. Også skakpræmier
har jeg stående fra ham.( Min mor og far spillede også meget skak i min
barndom, husker jeg.)
Bedste blev født af en enlig mor - Edel Kirstine Boline Pedersen,
Bedstes mor var meget fattig, og den lille Anna Kathrine blev sat i
pleje hos noget familie på Sjælland nær Sorø. Hun har fortalt, at hun på
et tidspunkt lavede knapost og solgte, så hun tjente lidt lommepenge.
Bedste var en meget dygtig syerske.
Hun syede bl.a. fint dameundertøj for en lingeri butik i Odense.
Nogen tid efter at min morfar var død spurgte en fælles ven Bedste, om
hun ville være husbestyrerinde hos ham. Han hed (Johannes?)Larsen.
Larsen var pensioneret vognstyrer og havde kørt som chauffør i Odense
sporvogne.
Bedste flyttede ind hos Larsen
på Sdr,boulevard i Odense ca. overfor Zoo (og tivoli dengang)
Larsen havde også et sommerhus i Hasmark. Bedste og Larsen boede
i sommerhuset hele sommerhalvåret. Før de kunne flytte i sommerhus,
skulle der dog gøres hovedrent. Jeg husker stadig , hvordan Bedste
knoklede. Møbler blev sat ud i haven og der fik de en ordentlig tur med
tæppebankeren! Larsen og jeg blev udstyret med hjemmelavet saftevand og
sendt på skovtur i skoven på den anden side af Sdr.Boulevard.
Larsen var som en bedstefar for mig.
Bedste lavede altid lækker mad, når jeg var på besøg. Vi klippede
dukketeater figurer ud af Familiejournalen og læste Knold og Tot. Larsen
læste højt af Grimms eventyr i karnappen i den fine stue med udsigt til
Sdr.Boulevard. For resten ang. haven. Den havde fine gange med små lave
buksbom hække langs kanterne. Der var også et hyggeligt lysthus, hvor
Bedste serverede forfriskninger og kaffe mm.. Hun var ekspert i
æblekage!
Mine ferier i sommerhuset har betydet meget for mig. Vi gik ture på
diget hver dag, og som regel gik turene forbi ishuset, hvor de havde
nogle dejlige vafler. – Bedste og Larsen var glade for at spille canasta
og hjerterfri . I Odense spillede de canasta sammen med deres overboere.
Jeg fik nogle gange lov til at være med. I Hasmark var det hjerterfri
sammen med naboerne , gartnere fra Stige. Der spillede de om småpenge,
som jeg fik bagefter!
Jeg husker, at når det var tordenvejr om natten, blev vi vækket og kom i
tøjet. Bedste fandt vores overtøj frem, så vi var klar, hvis lynet
skulle slå ned. Vi hyggede os, men det var også lidt uhyggeligt!
Min far og mor havde en HGF , høj gammel Ford. I den kørte hele familien
incl. Bedste og Larsen på tur. Bl.a. til Svanninge bakker. Naturligvis
med en stor madkasse og kaffe mm.
På et tidspunkt flyttede Bedste fra Larsen og hen i en lejlighed .
Hun var nu ikke glad for at bo alene, så hun spurgte Rasmus, om
han ikke kunne bruge en husbestyrerinde. Hans kone levede ikke mere.
Bedste kendte ham, fra da de var unge. Rasmus var tidligere typograf
ligesom min morfar. Rasmus syntes, det var en god idé og Bedste flyttede
ind og redte op på en briks i stuen hver dag. Der gik dog ikke lang
tid, før hun flyttede ind i soveværelset! Rasmus boede på
Chr.Winthersvej i Odense. Det var et lille dejligt hus med en stor
dejlig have, som både Bedste og Rasmus var meget glade for både at nyde
og at passe! Rasmus røg lang pibe, og jeg husker, at hans tobak hed
”sort C” . ”Røget flæsk holder sig bedst” som han sagde! (Han endte
også med at blive en gammel mand, desværre dement til sidst). Hos Rasmus
havde Bedste nogle gode år. Efter nogle år blev de gift. Rasmus havde
hverken børn eller børnebørn, så vi blev hans nye familie. Han var noget
ældre end Bedste. Bedste havde et stort talent for at male porcelæn.
Især blomster. Jeg har mange smukke ting, som Bedste har malet. Hun
forsøgte også at lære mig det, men –men!
Efter at Rasmus døde, havde Bedste det ikke godt, hun turde ikke være
alene i huset, så hun flyttede i lejlighed og min mor og far flyttede
ind på Chr.Winthersvej. Bedste skiftede lejlighed 2 gange i Odense. – På
et tidspunkt fik min mor, som var dygtig til at spille violin, en
kontrakt med Sønderjyllands symfoniorkester. Min mor og far var på det
tidspunkt blevet skilt, så min mor flyttede til Sønderborg. Så flyttede
Bedste også til Sønderborg. Hun flyttede tilbage til Odense igen, da min
mor flyttede tilbage.
Bedste har altid været meget hjælpsom og kærlig. Så længe hun havde
kræfter til det, var hun f.eks. altid klar, hvis Erik og jeg manglede en
babysitter. Bedste har haft en meget stor betydning for mig - Det
var naturligvis en stor sorg for Bedste, at hendes datter døde i 1984.
Det kom hun aldrig over.
Bedste døde i sin lejlighed i højhuset på Otto
Bachesvej i Odense i 1989.
Tilbage |
|
 |
Karl Viggo Jensen (1896-1953)
spiller simultanskak med
stormester Bent Larsen, de spillede remis. |
Susanne Carstensen
Om mine bedsteforældre, Karen Rasmussen og Niels Frederik Rasmussen.
Min farmor, Karen Rasmussen (født Poulsen) (1890-1959) og farfar Niels
Frederik Rasmussen (1888-1976)
Min farmor (Bedstemor i Jylland) er fra Vestjylland . Hun døde,
da jeg kun var 8 år, så jeg har ikke kendt hende som voksen. Jeg har
fået fortalt, at hun som barn måtte varme sine tæer i kokasserne,
samtidig med, at hun holdt øje med dyrene. - Hun var mejerske som ung og
mødte min farfar (bedstefar) som var fynbo og fra en søskendeflok
på 9 børn. Han var født i Dræby Fed nær Munkebo. Han kørte med mælk og
faldt for den smukke og søde mejerske.
De flyttede ind på et lille husmandssted på Sdr. Farup Mark tæt på
Vester Vedsted og ikke langt fra Ribe. Når de skulle ind til Ribe,
foregik det med hest og vogn.
De fik 3 børn. Peter, Hansine og Viggo (min far).
Jeg har hørt mange sjove historier om Peter og min far Viggo. De lavede
bl.a. selv nogle musikinstrumenter, da der ikke sådan var råd til at
købe. Far fortalte, at han lærte at svømme af frøerne i Ribe å.
Der skulle på et tidspunkt et nyt stuehus til, og det blev bygget af
brugte mursten fra den nedlagte Hviding station. Strøm fik de i starten
fra en lille vindmølle, som de fik sat op i haven.
I haven havde de bl.a. køkkenhave. Jeg kan huske, at de for enden af
laden havde en stor stak grus med opgravede gulerødder og kartofler. Jeg
husker, at der var blå forglemmigej i haven. Et skud fra dem kom
med til mit barndomshjem og derfra videre igen.
Før min mor og far selv fik bil, var det svært at få kørelejlighed
til Bedstemor og Bedstefar. Da jeg var helt lille, cyklede mine
forældre der over med mig i en anhænger! Muligvis kun én gang.
Ved juletid tog Bedstefar os med over i skoven, hvor vi måtte være med til at
fælde juletræet.
Jeg husker det flotte juletræ, som Bedstemor pyntede med bl.a. fehår
!
Når vi var på besøg, redte bedstemor op til hele familien i
soveværelset. Man kunne ”blive væk” under sengene. Jeg har også prøvet
at overnatte i det bagerste rum alene, sikkert fordi jeg var den ”store”
pige. – Og så blev det tordenvej! Da blev jeg bange og flygtede ind til
de andre!
Ved siden af stalden havde Peter sit værelse, han skulle jo tidligt op og malke.
I mellemgangen var der bygget en stor stenovn , hvor Bedstemor bagte
alt brød til husholdningen. Der kunne være mange rugbrød ad gangen!
I køkkenet stod der et stort gammeldags komfur, og ved siden af det var
der en høkasse, så kartofler, risengrød mm. kunne koge færdigt der. –
Bedstemor havde i øvrigt maltbolcher i et skab på væggen.
Der var en stor lade, og vi børn (Karen, Lotte og mig (Sanne))
elskede at hoppe i halmen - også mine fætre og kusine, (Frederik,
Karen Marie og Frede, børn af Hansine og hendes mand Berthel).
Bedstemor havde langt mørkt hår sat op i en knold. Jeg kan stadig huske
første gang, jeg så hende med løst hår. Hun kunne sidde på det, så langt
var det. Jeg så det én gang, hvor hun overnattede hos os i Odense.
Bedstefar og bedstemor havde et klaver i huset, og jeg mener at kunne
huske, at bedstemor spillede på det. – Det eneste legetøj, jeg husker,
var et grønt puslespil. Til gengæld var der alt muligt andet, laden,
stalden, et stort kar af træ i gården, man kunne spille ”Antonius”
over taget mm.
Bedstemor blev på et tidspunkt indlagt på sygehuset i Odense. Det var
alvorligt, mere end jeg forstod. Hun blev udskrevet og døde kort tid
efter.
Det var hårdt. Nu var Peter og Bedstefar alene på gården. – På et
tidspunkt meldte Peter sig til klaverundervisning. Det var heldigt, for
han endte med at blive gift med den søde klaverlærerinde Else. Peter
og Else overtog gården. Efter nogen tid blev Else gravid og de blev
forældre til min kusine Ellen Birgitte.
Bedstefar flyttede til Odense,
hvor vi så ham lidt tiere. Han var jo oprindelig fra Dræby Fed, så han
følte vist lidt, at han var kommet ”hjem” Vi var med ham ude i hans
fødehjem. Jeg havde tidligere været der med bedstefar og mine forældre.
Der fik jeg hilst på 2 af bedstefars søskende, Peter og Thilde. Thilde
var døv, men de klarede det fint.
Desværre blev bedstefar efterhånden dement og måtte på plejehjem.
Tilbage |
|
Andreas Karstensen
1840-1824 var soldat og med i krigen 1864, som veteran blev han
hædret som dannebrogsmand og skriver i den anledning sin
levnedsbeskrivelse:
Jeg er født 13. maj 1840 i Varnæs, Åbenrå amt. Jeg mødte frivilligt på
session 1861 til kavaleriet. Indkaldt 1ste august 1863 til 4"
Rekrutbatalion på Sølvgades Kaserne i København. 12de oktober i samme år
blev jeg hjempermiteret (hjemsendt). Indkaldt til hæren 27. november 1863 til 21.
regiment, 1. kompagni no: 330 Flensborg. Blev iklædt og fik våben
udleveret og kom pr bane til Neumynster, derfra til Segesberg. 2den
juledag kom vi fra Neumynster og nåede Slesvig nytårsaften. Kom på
forpost ved Jagel 2. februar, deltog i slaget ved Jagel 3. februar. Min
broder Peter Karstensen, der var underkorporal, blev hårdt såret ved min
side og kom til København på lazarettet, hvor han døde. Jeg fik et
streifskud ved højre øje. Min Kaptajn udtalte, at jeg var en knop at jeg
ikke fik kanonfeber. Dagen efter kom vi til Slesvig, hvor der blev
optalt hvor mange der var sårede og savnede. Nogle dage efter kom vi til
Flensborg, derfra til Sønderborg og få dage efter til Fredericia. Vi lå
så i denne by til 29. april, der fra til Fyn, hvorfra vi blev sejlede
til Hals. Jeg kom i kvarter i byen Vedsted, næste morgen marcherede vi
til Løgstør. Mens vi lå i kvarter der i omegnen, blev vi særlig godt
forsynede med god mad, og folkene var mer end gode ved os. Siden kom vi
pr. vogn til Sæby, og der fra til Frederikshavn, hvorfra vi pr. skib kom
til Nyborg. Vi marcherede så til Vestfyn og kom på strandvagt mellem
Middelfart og Bogense. Siden kom vi til Hindsholm og der fra til
Kerteminde, hvor vi afleverede den 17. august 1864. Med skib blev vi så
befordrede til Sønderborg. I de følgende 3 år til 1867 var jeg i mit
hjem, men da jeg så blev opfordret til at aflægge ed til tyskerne, drog
jeg til Danmark. 11. april samme år. 1867 giftede jeg mig og købte en
lille gård i Ødis ved Kolding. Denne ejendom solgte jeg i 1889 og købte
gård i Agtrupskov, hvor jeg så har boet de sidste 35 år.
Agtrupskov den 27. september 1924.
Tilbage |
|
Erik Carstensen skriver om slægten Carstensens
omtumlende tid efter Prøjsernes overtagelse af Sønderjylland i 1864.
Peter Carstensen 1750-1831 gift med Anna Elisabeth Carstensen 1772-1853
var Kroejere af ”Kløver Es” i Hellevad.
De fik 8 børn, bl.a. Andreas Karstensen 1806-1879 gift med Marie
Christine Karstensen 1802-1876.
De havde en gård i Varnæs ”Ørlager”, og fik tre børn:
Peter Karstensen 1838-1864.
Andreas Karstensen 1840-1924, blev gift med Maria Karstensen (født Petersen) 1841-?
Maria Christina Karstensen 1843-1876.
Peter og Andreas deltog i krigen mod Prøjserne. (Læs Andreas´ brev her
på siden).
Peter blev såret og døde senere af Tyfus på Lazarettet i København.
Andreas overlevede og flyttede efter krigen sammen med familien til
Ødis.
Andreas og Maria fik tre børn:
1 Andreas Karstensen 1868-1939, blev gift med Nicoline Karstensen 1871-1940.
2 Hans Peter Carstensen 1870-1954, blev gift med Kirsten Nielsine Carstensen
1880-1960.
3 Marie Christine Kjærhus, født Carstensen 1873-?, blev gift med Hans Kjærhus
1868-?.
|
|
Andreas *1840-1924 og Maria *1841-? købte i 1889 ”Skovgård” i Agtrupskov, Sdr.
Bjert.
Hans Peter Carstensen overtog gården i 1903 og forældrene flyttede til
en aftægtsbolig.
1936 overtog (min far) Andreas Carstensen *1907-1994 ”Skovgård”, efter
sit bryllup med (min mor) Inger Carstensen *1910-1988.
Andreas 1868-1939 og Nicoline 1871-1940 emigrerede i 1891 til Iowa i USA.
De blev gift på Nicolai Carstensens gård i Shelby i 1892 og fik 9 børn.
Se billedet. |
Klik på billedet.
 |
Andreas og Nicoline Karstensen med deres 9 børn:
Andrew Karstensen 1893-1960
Niels Karstensen 4.sep. 1895-24.jan. 1986
Holger Karstensen 1898-1988
Victor Karstensen 1900-1977
Maryianne Karstensen 1902-1985
Einar Karstensen 1904-1931
Ethel Marie Karstensen 1909-1993
Herluf Karstensen 1910-1993
Elna Guske født Karstensen 1913-1998
|
Tilbage
Biografi skrevet af Kirsten Dela, som er barnebarn af Hans Peter Carstensens
(1870-1954).
Jeg husker Bedstefar som en rask gammel mand. Han gik ofte til hånde og
hjalp med forskellige opgaver. Han var glad for pibe og tobak og brugte
også skrå. Han samlede sten på marken og havde en lille samling af
stenøkser. Han læste meget, måske mærkede han alderen trykke.
Jeg lærte at spille klaver i Agtrup hos lærerens kone, og hver uge havde
jeg 3-4 bøger med, som læreren byttede på biblioteket, som var på
skolen. Det var vist mest romaner han læste. Han sad ofte ved vinduet og
læste. Kom Arne og jeg derover, når der var gammel dansemusik i radioen,
kunne vi se de gamle tage en svingom i den lille stue.
Jeg husker også deres guldbryllup. Det blev holdt hjemme hos os på
"Skovgård". Jeg mener, der blev spist i laden. Det var meget varmt og om
aftenen blev der danset på græsplænen til harmonikamusik.
Han var vist kun syg få dage inden han døde. Han blev lagt i en kiste
hjemme i deres stue. Jeg kan huske, at jeg sov hos bedstemor indtil
begravelsen var overstået. Bedstemor gik ind og kyssede ham godnat. Det
var første gang, jeg så en død, så det gjorde et vist indtryk.
Tilbage
|
Lidt biografi, skrevet af
Carsten Dahl om sin morfar Hans Peter
Carstensen (1870-1954):
Hans Peter overtog sine forældres gård "Skovgård" i Agtrupskov, og blev
den 2. juli 1903 gift med Kirsten Møller fra Østervang ved Randers.
Foruden at drive et godt landbrug var han en ivrig jæger, og på den tid
kunne man gå næsten overalt. Han blev ved langt op i alderen, og kunne
holde ud til meget. F.eks. cykle til Kolding, med toget til Bække, hvor
sønnen Andreas havde jagt, på jagt hele dagen og så med tog og cykel
hjem igen, da han var 80 år.
Da var han 76 år gammel gav han mig min første jagtbøsse, da var jeg 18
år og kunne få jagtkort. Det var en gammel sortkrudt med lukke
nedenunder, den havde han lavet i stand til mig, dvs. filet til i
låsetøjet. Den havde dog stadig den skavank, at begge skud ville gå af
på en gang, det betød foruden spild af patroner, et hårdt slag på
skulderen og af og til blev læben slået til blods, men den kunne godt
skyde. Det eneste rådyr med opsats jeg har fået er skudt med den i
Bække.
Han havde også været med i skytteforening gennem mange år. Det havde
helt sikkert betydet meget for ham, på grund af familiens sønderjyske
baggrund, med forsvaret af landet. Han havde sin egen riffel, en model
89er, og naturligvis med sølvplader på, der var vundet præmieskydninger,
bl.a. i Vingsted ved Vejle, hvor han også cyklede til. Riflen blev
afleveret under krigen, vel efter forlangende fra besættelsesmagten med
løfte om, at man skulle få den igen når krigen var slut. Det skete bare
ikke.
Men det fortælles, at da tyskerne den 9. april 1940 besatte landet,
cyklede han med sin riffel til Højsmose, hvor hans yngste søn Niels
havde en ejendom. Nabo til ham var der en mark med nogle store
afvandingsgrøfter, der gik næsten ud til hovedvej 10 mellem Kolding og
Christiansfeld. Der havde han nok tænkt sig at ligge i dækning. Men
heldigvis fik Niels ham snakket fra det.
Tilbage
|
|
Biografi om
Kirsten
Nielsine
Carstensen 1880-1960, skrevet af hendes barnebarn, Kirsten Dela:
Kirsten N. Carstensen var den, der stod for alt i deres hjem. Hun var altid
i gang med noget i huset eller haven. Hun havde en god køkkenhave, som
hun selv passede. Hun var en glad person, der kunne lide at snakke med
folk. Kom en nabo forbi på vejen, skulle de ofte ind og se hendes
blomster inde i stuerne. Jeg husker en juleaften, vi to gik i kirke i
Bjert. Det var fint vejr med frost og sne. Hun havde aldrig lært at
cykle. Når hun plukkede brombær, trak hun med en cykel til Agtrup, her
kunne vi sælge dem. Hun hjalp altid min mor når vi slagtede, det var
altid hende der lavede blodpølse. Det var også hende, som kom med
kartoflerne til juleaften. Jeg blev vist lidt forkælet af hende, vi hed
jo det samme. Ofte når jeg kom over til hende, måtte jeg få lov til at
se nogle ting, hun havde pakket væk, men som jeg skulle have. Det var 6
teskeer, jeg har dem endnu. Der er indgraveret KNM og et Ø - måske et v.
Det kan måske være Østervang. Årstallet er 1895, så måske er det en
konfirmationsgave. Så var der også en ring, hun havde fået af bedstefar,
det var ikke en forlovelsesring, men en som jeg har forstået det, en
ring han forærede hende, inden de blev forlovet. Den var med en lille
sten, den har vores datter overtaget, da den var blevet for lille til
mig.
Bedstemor var ikke ret stor, men fyldte en del, det er tydeligt, at en
del af hendes efterkommere har arvet hendes skikkelse, bedstefar var
derimod ret slank.
Bedstemor fik de sidste år problemer med hjertet. Familien syntes ikke,
hun skulle bo alene, måske har hun også været utryg ved det. Det var en
tid, hvor hun skiftedes til at være hos sine børn, men det var ikke en
god løsning på længere sigt.
Hun kom på "De Gamles Hjem" i Sdr. Bjert. Hun var glad for at være der. Der
kunne hun snakke med alle og nød at have selskab. De sidste år var jeg
ikke så meget hjemme, så det husker jeg ikke så meget om.
Tilbage
|
|
Træk fra Anna Elisabeth Andersens
liv.
Skrevet af hendes yngste søn, Knud Vaaben Andersen.
Anna er født på Skals højskole, men hun var kun 6 år, da familien
flyttede til Ørsted, hvor hendes far overtog førstelærerembedet. Vi ved
ikke ret meget om Annas barndom, men i 1902 kom hun til Tvendesminde i
Vonsild, hvor hendes søster, Ingefred var gift med Peter Nørby. Hun kom
rimeligvis dertil fra Askov Højskole, hvor hun havde været elev om
sommeren. Familien kom meget sammen med familien Knudsen på Hylkegård,
og det blev bestemt, at Anna skulle komme til Knudsens for at lære
børnene der de første skolekundskaber. Knudsens var nemlig utilfredse
med den lille skole i Hylke Bakke. En af Knudsens døtre har senere
fortalt, at de havde været meget glade for Anna, ikke mindst når hun
satte sig til klaveret, og der blev spillet og sunget. Som barn havde
hun modtaget lidt undervisning i klaverspil, vist ikke hos en særlig
dygtig lærerinde. Så hun sørgede for at hendes egne døtre i hvert fald
fik en dygtig musiklærerinde, frøken Gjørup i Kolding.
Anna var heller ikke bange for at hjælpe til, hvor hun kunne. Og det
fortælles, at da man engang vaskede storvask til hen i mørkningen, mente
en af pigerne, at en af karlene ville drille dem, Anna smed da resolut
en spand vand ud i mørket efter den formastelige, men det viste sig at
være Peter Andersen fra ”Brunsege” i sit pæneste tøj. Det har man moret
sig meget over senere. Han har nok allerede dengang haft et godt øje til
Anna.
I 1903 tog hun plads som husbestyrerinde på ”Brunsege”, og Nytårsaften
samme år blev hun og Peter Andersen forlovet. Derefter rejste Anna hjem
til Ørsted for at sy udstyr, og den 2. juli 1904 blev de gift i Ørsted
Kirke. Bryllupsfesten blev holdt i den gamle skole.
Knud skriver om sin mor: Hun var en dygtig og en dejlig mor, og smuk har
hun nok været som ung. Det har vist ofte været svært for lærerdatteren
at være bondekone. Mor havde et stort hjerte og et åbent og gæstfrit
hus, og der var tit gæster, også feriegæster, især om sommeren. Hun var
i husholdningsforening og i skolekommission. Og så glemte hun ikke sin
kirke. Vi var medlemmer af Skanderup Valgmenighed, og det betød meget
for hende. Efter fars død spillede hun orgel i kirken gennem mange år.
Peter Andersen døde i 1932, kun 58 år gammel af et mavesår. Det var et
hårdt slag for Anna, som nu måtte have bestyrer på gården for at klare
landbruget. Hun havde forskellige, indtil Knud kom hjem i 1938. Han var
19 år, og nok for ung til at drive Brunsege. Det gik i nogle år, men så
blev man enige om at sælge gården. At det gjorde hans søskende ondt at
sige farvel til barndomshjemmet er forståeligt.
Anna købte så et hus i Kolding, hvor hun boede nogle år, inden hun
solgte det igen og flyttede til en lejlighed i Fredericia, hvor begge
hendes sønner med familier dengang boede. I Fredericia fandt Anna en
kreds af damer, som samledes om ydre mission, og her fandt hun også
bekendte fra barndom og ungdom. Hun fik således en omgangskreds, som hun
var meget glad for. Et meget positivt træk hos Anna var hendes åbenhed
og lyst til at deltage i alt, hvad der rørte sig både ude omkring og i
familiekredsen. Hun plejede livligt omgang med børn og børnebørn, de
sidste havde hun efterhånden 16 af, men hun huskede dem alle både til
jul og fødselsdage. Sine sidste år tilbragte Anna på Fredericia
Alderdomshjem, til stor sorg for hendes yngste søn, som syntes at hun,
som altid havde ofret sig for andre, burde have kunnet være hos sine
nærmeste på sine gamle dage.
Sin 80 års fødselsdag holdt hun på ”Hybylund”, og ved den lejlighed
holdt Knud en tale, hvori han bl.a. sagde:
”I unge, og vi andre med, som har så svært ved at finde glæden i det
moderne velfærdssamfund, kunne lære noget af mor, at den ægte glæde får
man ved at give, ved at ofre sig for andre, ved at yde noget uden
vederlag”.
Anna blev 83 år gammel, og hun var glad for at dø, fordi hun havde sin
Gud, og fordi der ikke var mere, som hun kunne gøre.
Tilbage |
|
Træk fra Anders Peter Andersens
liv.
Skrevet af hans yngste søn, Knud Vaaben Andersen.
Peter Andersen mistede sin mor, da han var 7 år, og hans eneste søster,
som fødtes året før, døde kun 4 måneder gammel. Så han voksede altså op
som enebarn. Ellers er det heller ikke ret meget, man ved om hans
barndom. Da han var 13 år fik han stedmoder. Hun har antagelig været
husbestyrerinde på gården forinden. Hun skal ikke have været nogen
moderlig type, men hun sørgede nok for at Peter fik en god uddannelse.
Han blev sat i Kolding Højere Almenskole, latinskolen. Han måtte gå den
lange vej til fods, men det hændte, at naboens børn fra Langholtgård,
som gik i samme skole, tog ham op at køre i hestevognen. De havde
vistnok lidt ondt af ham på grund af den strikse stedmor. Som ung var
han elev på Frederiksborg Højskole og på Dalum Landbrugsskole ved
Odense. Desuden fik han lærerige pladser ved landbruget. Han var dragon
i Randers, og så vældig flot ud i uniformen. Ikke mærkeligt at én og
anden drømte om at blive kone på Brunsege, som han forpagtede i en ret
ung alder. Men det blev altså Anna, han kastede sine øjne på. Hun havde
netop det kærlige og opofrende sind, som han nok havde savnet hos sine
nærmeste i barndommen.
Efter gamle billeder og udsagn havde de nogle gode år på Brunsege. Der
var rigelig hjælp både ude og inde. Man kom sammen med naboerne på de
andre gårde, og man dyrkede musik sammen med lærerne ved Seest Skole.
Gudrun (hans ældste datter) skriver:
”Mange gode minder fra vort barndomshjem er i behold. Især står
juleaften for mig som et eventyr. Det store juletræ helt til loftet,
pyntet af far, og med ”adgang forbudt” indtil juleaften, skabte stor
spænding. Og når aftenen endelig oprandt, var vi en stor kreds, far, mor
og børn, bedsteforældrene fra Seest og karle og piger, som gik rundt om
træet og sang julesalmerne”.
Peter var tidligt med, med al slags mekanik, såsom tærskeværk,
selvbinder og bil. Engang så han en sækkeløfter på et dyrskue. Han
betragtede den nøje, spurgte på prisen, hvorefter han kørte hjem og selv
lavede sig en sækkeløfter.
Hvis hans livsbane som landmand ikke havde været så fast afstukket,
kunne han sikkert være blevet en glimrende tekniker. Bilen, en Ford T
1926 åben Sedan, var en ren vidunderbil, hvor bageste karrosserihalvdel
kunne udskiftes med et varelad. Og så futtede han til og fra Kolding med
svin, kraftfoder og kunstgødning. Ja, han hentede sågar halve
vognladninger tørv fra Fugdal på Kolding Station.
Bilen brugtes selvfølgelig også til familieudflugter, f.eks. til Fanø
sammen med tante Ellen og onkel Hans i deres fine franske vogn, eller
til Skamlingsbanken, til de store møder der, til Skibelund Krat og
Kelstrup strand.
Peter Andersen var en habil skakspiller, og han lærte Knud spillet så
grundigt, at denne aldrig siden har kunnet ryste skakken af sig. Han var
også en ivrig jæger, og det er næsten klart, at han også ladede sine
jagtpatroner selv. Han var meget øm over sit værktøj, og ve knægtene,
hvis de havde lånt noget af det og ”glemt” at lægge det på plads igen.
Peter A. var kommunal maskinsynsmand og hegnsynsmand. Politisk var han
stædig venstremand og i flere år formand for venstrevælgerforeningen.
I stalden havde han møjsommeligt opbygget en mønsterbesætning af
malkekvæg, som desværre blev ødelagt af smitsom kalvekastning.
Efter den første verdenskrig blev det sløje tider for landbruget, og som
næsten alle andre sloges de også på Brunsege med økonomiske sorger. Og
man kan vist ikke se bort fra, at dette var en medvirkende årsag til
Peter Andersens alt for tidlige død. Han blev kørt den lange vej til
Skanderup Valgmenighedskirke på sin egen fjedervogn.
Tilbage
|
|
Portræt af Hans Peter Carstensen,
malet af hans barnebarn,
Anna Marie Carstensen
Tilbage |
|
Skovgård
Skovgård i
1950'erne
Tilbage
|
Andreas Karstensens sabel fra krigen
i 1864
Tilbage |
|
Inger Carstensens tale ved deres
sølvbryllup
den 24. juli 1961.
I dagens anledning tak skal der lyde,
og rigtig velkommen vi alle vil byde.
Lad tankerne gå tilbage,
til de mange gode dage.
I løbet af en række år,
lød et herligt børnekor,
og vi måtte sprænge rammen,
for at skaffe plads til os alle sammen.
Da Arne omsider i skole kom,
han gik så stille og så sig om.
Det kunne ha’ været en vældig svir,
tre drenge imellem en hel flok piger,
men Arne skyndte sig hjem til mor.
De tusind ting han havde for,
med bedstemor han havde det så godt,
de to kunne tale om stort og småt.
Bedsteforældrene kom så tit,
vi rendte sammen, men hver havde sit.
Kirsten og Ruth må vi ikke glemme,
de var for resten så søde og nemme,
nummer fire var særdeles fremmelig,
næsten før storken kom hun nemlig.
Da Anna Marie var måneder fem,
måtte hun bindes i vognen med rem.
Sytten år og hun fik sin eksamen.
Skulle så lidt i huset, ja men
det husvæsen sagtens man klare kan.
Tag det roligt, vi får en banan.
|
|
Med
tiden kan man vist ikke prale.
Rie vil allerhelst tegne og male.
Nu er hun en slags sæterjente.
Inspiration hun i fjeldene hente.
Og Erik sagde farvel til skolen.
Han ville arbejde ude i solen.
Om lørdagen skulle man holde stille.
Om søndagen i ”Dauphine” trille,
så rejste han med Svend sin gode fælle.
Ud vil jeg over de høje fjelde.
Og hvis i mig til landmand får,
så vil jeg ha’ mig en herregård.
Så stod vi ene med gården vi arme.
Men Peter sig over os forbarme.
Han gør familien megen ære.
Arbejdet lader han sin hobby være.
Af og til i munter lag,
stævned' jeg til husmoder dag.
Allerbedst jeg huske kan
et foredrag holdt af en mand.
”Mekanisering” vi spidsed’ øren,
”den standser som oftest ved bryggersdøren”.
Og manden, han viger ikke af pladsen,
han sidder nemlig på pengekassen.
Det voldte mangen en hovedpine,
men ind kom centralfyr og vaskemaskine.
Men børnene voksed', for hurtigt næsten,
og med dem problemerne, for resten. |
De tre første ville i lære.
Far kløede sig bag ved sit øre.
”I de gode unge år kan i trænge
til at tjene nogle penge”.
Kirsten lagde dristig for,
forloved' sig da hun var atten år.
Far sagde ”gør som mor,
hun vented' med det til hun blev stor”.
Nu kommer Carl her på fjerde år.
Han har en stor stjerne hos svigermor.
Ruth ville ellers brase og bage,
men nu vil hun piger og drenge opdrage.
En ting jeg er taknemmelig for,
alle de år jeg har haft min mor.
Hun var hos os når sygdom trykke.
Og i højtidsstunder, når alt var lykke.
Og venner og naboer, som er her tilstede,
tit samvær var til fælles glæde.
Vi hørte så tit, så vi selv det troede,
de Agtrupskovninger hverken var onde eller gode.
Der er vel nok lidt godt i os alle,
når vi bare på det gode kalde.
Og sol og regn er kommen fra oven.
Og vi ligger lunt i læ af skoven.
En tak til far, af hjertet det hele.
Sorger og glæder kunne vi dele.
Tak fordi du passed' på kassen,
men også de gange du veg pladsen.
Nu slutter jeg sangen, det var kun lidt gæk,
og melodien den er blevet væk.
Tilbage |
